﻿SALME.
58.
Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**. { *se til Sl. 57, 1. / **se til Sl. 16, 1. } 
Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt? 
Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 
Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 
Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 
og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 
Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE; 
lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 
Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 
Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede. 
Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 
Og Folk skal sige: “Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!” 
